top of page
Søg
Thomas Peter Clausen

KAN ECB EGENTLIG OVERHOVEDET STYRE INFLATION - ET KIG I HISTORIEN!


I de her dage og uger hører vi ofte, at ECB er godt på vej og inflationen kommer ned naturligt. Ikke mindst fra ECB og Lagarde selv, der overhovedet ikke ryster på hånden.


Heller ikke trods nu altså ca. +11% y/y inflation i Eurozonen, +20% i kritiske dele af Eurozonen mod Øst i Baltikum, social uro i medlemsstater og hovedrystende EU parlamentsmedlemmer, der enten mener ECB er "behind the curve" eller simpelthen ikke forstår logikken i renteforhøjelser med "udbudskrise".


Lagarde er altså "Under Fire" og ofte når hendes fokus mere er på bløde værdier som Klima og Køn end de hårde inflationstal.


Siden seneste renteforhøjelse på 0,75% til 1,5% har det lydt fra ECB at de er "committed to price goals BUT not there YET".


YET!


Det lille ord "YET" er centralt fordi det antyder ECB mener de såmænd er på rette vej, og at politikken er korrekt. Renteforhøjelser sænker inflation.


For kendere af økonomi vil man vide at det sig selv er en kontroversiel udtalelse. Altså, sammenhængen mellem (dis)inflation og renteforhøjelser/sænkninger. Vel at mærke,


NÅR DEN KOMMER SOM FØLGE AF DET ECB ØNSKER: NEMLIG LAVERE REALVÆKST.


Bemærk en centralbank med FIAT kan sandsynligvis altid skabe inflation. Man kunne forestille sig at EUR 1 mia. krediteret alle 500mill mennesker i EZ ville presse lidt på priserne. Men det er teori selvfølgelig.


Formatet og nok publikum, er ikke til at gå ind i doktrinhistore her, men derimod blot kigge på ECB'S historik fra 1999-2022. Men kort så er pengepolitik og sammenhæng til REALvækst diskuteret i 100 år uden konklusion.


Vi kan forsøge at isolere ECB's aktive effekt på HICP-inflationen (mål på 2%) siden opstarten i 1999. Det er umuligt at inddrage, ECB'S retoriske effekt på inflation og forventninger og næsten lige så umuligt at inddrage effekten af institutionelle ændringer i Penge-tildelingsoperationer samt eksogene chocks.


Men, vi kan se isoleret på effekten af ECB's styrende renteændringer samt QE. Hovedinstrumenterne. Begge instrumenter anvendt aktivt i perioden, men hvor QE først kobles på i 2009-2022.



Grafen indeholder en model for HICP baseret på ECB_deposit_rente og ECB's balance (proxy for QE skaleret i mia. EUR)


Her er 4 nedslagspunkter. I prioriteret rækkefølge,

  1. ECB har ikke kunnet styre inflationen efter Finanskrisen. Hverken op eller ned. Trods stabile inflationsforventninger.

  2. Trods eksplosiv QE og negative renter lykkedes det kun ECB, at styre inflationen omkring eller over 2% i ganske få år fra 2009-2022. Realvækst forsat lav og ingen pengeinflationseffekt.

  3. ECB rentes har derfor også samlet MODELPOSITIV sammenhæng med inflation. Dvs når renten stiger så stiger inflationen og vice-versa. Det ses mest tydeligt i "trappetrinene" op mod toppen af Finanskrisen og ned. Her har QE ingen indflydelse og derfor ser man ECB's trappe på renteændringer slå direkte igennem på modelinflationen. Kausalitet? Vi ved det ikke. Men vi kan blot konstatere at når modelinflationen stiger stiger også den faktiske inflation. Både i 2006-2008 og 2020-2020. Det kan også tolkes som om at ECB er fremsynet men bare ikke hæver nok. 2022.

  4. Inflationen kan ramme 2% på flere måder men kun een er realistisk: at barbere 7mia af balancen, dvs. tilbage til 2010.


Pointen er, at INGEN aner om vi det overhovedet er renterne eller QE eller noget helt tredje, der skal presse inflationen NED...For hvorfor pressede de så ikke inflationen OP i 2009-2021?


Altså, hvad er argumentet imod at højere rente, eller QT, ikke skulle klaske kunne inflationen ned? Modargumentet til at faldende renter og QE ikke bankede inflationen op i 2009-2021.


Vi ved bare ikke hvad det er Eller jo, der er holdninger og skoler.


Gæt selv. Men at være direkte optimistisk på, at inflatioen bare falder til 2% som om 2% var tyngdekraftsmål ville jeg være forsigtig med at disponere efter.

T

20 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page